Danish English
Offentliggjort: 2019-04-11 07:00:00 CEST
Nykredit Realkredit A/S
Intern viden

Nykredit indgår betinget aftale om køb af LR Realkredit


Til Nasdaq Copenhagen                                                          


11. april 2019

Nykredit indgår betinget aftale om køb af LR Realkredit

Nykredit Realkredit A/S har indgået en betinget købsaftale med ejerkredsen bag LR Realkredit A/S om at overtage alle aktier i selskabet. Aftalen er betinget af myndighedsgodkendelser.

LR Realkredits realkreditudlån var ultimo 2018 på 21,7 mia. kr., hvilket svarer til mindre end 2% af Nykredit-koncernens samlede realkreditudlån på knap 1.200 mia. kr. LR Realkredit har under 10 fuldtidsansatte medarbejdere.
                                                                            
Nykredit betaler 2,6 mia. kr. for LR Realkredit, der har en egenkapital på 3,3 mia. kr. Købet sker dermed til kurs/indre værdi på 0,79 og øger således Nykredits egenkapital med ca. 0,7 mia. kr.
                         
David Hellemann, koncerndirektør i Nykredit, udtaler:

"Vi øger med købet af LR Realkredit vores egenkapital og øger samtidig vores udlån på områder, hvor vi i forvejen har stærke kompetencer i Nykredit. Det var derfor naturligt for os at gå konstruktivt ind i forhandlingerne, da bestyrelsen i LR Realkredit henvendte sig for at høre, om vi var interesserede i at overtage virksomheden.”

Fakta

LR Realkredit integreres efter planen i Nykredit Realkredit A/S. LR Realkredit vil derefter ophøre som selvstændig virksomhed og brand. Selskabets aktiviteter vil fortsætte i regi af Nykredit.

LR Realkredit formidler realkreditlån til ejendomme, der altovervejende modtager en form for offentlig støtte. Hovedsegmenterne udgøres af alment boligbyggeri, af sociale, kulturelle og undervisningsejendomme samt af andelsboligforeninger. Det er områder, hvor Nykredit i forvejen har stærke kompetencer, som LR Realkredits kunder vil nyde godt af.

For yderligere information:
Spørgsmål kan rettes til Nykredits presseafdeling på tlf.: 44 55 14 50.

Vedhæftet fil


Nykredit indgar betinget aftale om kb af LR Realkredit - 11042019.pdf