Danish English
Offentliggjort: 2019-03-12 08:33:13 CET
Torm plc
Årsrapport

TORM plc Årsrapport 2018



“TORMs kommercielle performance i det seneste år har været blandt de bedste i forhold til konkurrerende rederier. Produkttankmarkedet har forbedret sig markant siden november 2018, og TORM er velpositioneret til at drage fordel af denne forbedring i markedet, hvor fragtraterne er steget med 43% i første kvartal 2019 sammenlignet med 2018”, udtaler Executive Director Jacob Meldgaard.

  • TORM opnåede i 2018 et EBITDA på USD 121 mio. (2017: USD 158 mio.). Resultatet før skat var et underskud på USD 33 mio. (2017: overskud på USD 3 mio.). Trods det negative resultat klarede TORM sig godt i forhold til konkurrerende rederier. Afkast af investeret kapital (RoIC) var 0,1% (2017: 2,8%).
     
  • For helåret 2018 opnåede TORM TCE-rater på USD/dag 12.982 (2017: USD/dag 14.621). Udviklingen fra 2017 fortsatte i første halvår 2018 med solid forbrugerdrevet efterspørgsel efter raffinerede olieprodukter, modsvaret af en nedbringelse af lagrene, som resulterede i et tab af potentiel transportvolumen på 4% i perioden. I tredje kvartal 2018 faldt fragtraterne til historisk lave niveauer som følge af reduceret handelsvolumen og den fortsatte tendens til, at råolietankskibe kannibaliserer produkttankmarkedet ved at gå efter raffinerede olielaster på deres jomfrurejse. Mod udgangen af 2018 og i begyndelsen af 2019 har tankskibsmarkederne generelt oplevet et markant opsving, hvor fragtraterne har nået niveauer, som ikke er set siden årsskiftet 2015/2016.
     
  • Den 26. januar 2018 gennemførte TORM en kapitaludvidelse gennem en emission på USD 100 mio. Den nye kapital forøgede TORMs finansielle kapacitet til at udnytte attraktive vækstmuligheder, blandt andet det igangværende nybygningsprogram.
     
  • TORM udnyttede i 2018 nybygningsoptioner på tre MR-skibe til en samlet pris på USD 93 mio. fra Guangzhou Shipyard International. Dette forøgede det samlede antal af nybygninger i perioden 2017-2020 til 15, hvoraf TORM fik leveret fire LR2-skibe i 2018. Det resterende nybygningsprogram omfatter to LR1-skibe og syv MR-skibe, som forventes leveret i 2019 og første kvartal 2020. TORM solgte i 2018 fire ældre skibe (to MR-skibe og to Handysize-skibe) til en samlet pris på USD 27 mio. Tre af disse skibe blev leveret til deres nye ejere i 2018, og det fjerde er leveret i første kvartal 2019. I første kvartal 2019 solgte og leverede TORM også et ældre MR-skib. Pr. 31. december 2018 omfattede TORMs flåde 72 egne skibe, tre indchartrede skibe og ni skibe i ordre inklusive de skibe, der er indgået salgsaftaler for.

  • I fjerde kvartal 2018 etablerede TORM et joint venture med ME Production, der er en førende producent af scrubbere, og Guangzhou Shipyard International, som indgår i China State Shipbuilding Corporation-koncernen. Det nye joint venture, som hedder ME Production China, skal fremstille scrubbere i Kina og levere dem til en række kunder i den maritime industri til montering på nybygninger og eftermontering på eksisterende skibe. TORM har en ejerandel på 27,5% i det nye joint venture. I forbindelse med etableringen har TORM bestilt et antal scrubbere hos ME Production China. Med disse ordrer vil TORM installere scrubbere på 21 skibe og har underskrevet en hensigtserklæring om at installere scrubbere på op til i alt 39 skibe, svarende til ca. halvdelen af TORMs flåde. TORM har i 2018 gennemført den første eftermontering af en scrubber på et eksisterende skib, MR-isklasseskibet TORM Lene. Den 15. oktober 2018 har TORM fået leveret det første nybyggede skib udstyret med en scrubber, LR2-skibet TORM Hilde.

  • Pr. 31. december 2018 udgjorde TORMs tilgængelige likviditet USD 406 mio., bestående af USD 127 mio. i likvide beholdninger, USD 233 mio. i uudnyttede kreditfaciliteter og USD 46 mio. i uudnyttede kreditfaciliteter betinget af endelig dokumentation. TORM har i 2018 opnået bankfinansiering af fem nybygninger og har dermed sikret fuld finansiering af hele nybygningsprogrammet. Ud over dette har TORM forlænget en kreditfacilitet med oprindeligt udløb i 2019. Nettorentebærende gæld udgjorde USD 627 mio., og TORMs nettobelåningsgrad var på 53% pr. 31. december 2018.
     
  • Baseret på mæglervurderinger er TORMs skønnede indre værdi eksklusive charterforpligtelser USD 856 mio. Det svarer til en indre værdi/aktie på USD 11,6 eller DKK 75,5. TORMs egenkapital udgjorde USD 847 mio. Det svarer til en bogført værdi/aktie på USD 11,5 eller DKK 74,9.
     
  • Pr. 31. december 2018 var markedsværdien af TORMs flåde inklusive nybygninger USD 1.675 mio. baseret på mæglervurderinger. TORMs ni udestående nybygninger forventes at blive leveret i 2019 og første kvartal 2020. Udestående investeringer vedrørende ordrebogen, inklusive omkostninger til installation af scrubbere, udgjorde USD 281 mio. pr. 31. december 2018. TORM har foretaget en gennemgang af aktivernes genindvindingsværdi i form af en vurdering af genindvindingsværdien af de væsentligste aktiver. På denne baggrund konkluderede ledelsen, at aktiverne ikke var værdiforringet, idet nytteværdien oversteg den regnskabsmæssige værdi. Den bogførte værdi af flåden var USD 1.442 mio. pr. 31. december 2018, eksklusive udestående afdrag på nybygninger på USD 258 mio.

  • Pr. 31. december 2018 var 10% af de samlede indtjeningsdage i 2019 afdækket til USD/dag 17.306. Pr. 5. marts 2019 var 85% af de samlede indtjeningsdage i første kvartal 2019 afdækket til USD/dag 18.522. 24% af de samlede indtjeningsdage i 2019 var afdækket til USD/dag 18.193.

  • Det er TORMs hensigt at udlodde 25-50% af resultatet efter skat hvert halve år. I første halvår 2018 udloddede TORM ikke udbytte, og bestyrelsen foreslår, at der heller ikke udloddes udbytte for andet halvår 2018.

TELEFONKONFERENCE
TORM afholder en telefonkonference for investorer og finansanalytikere i dag kl. 10.00 EST / kl. 15.00 dansk tid, hvor Selskabets resultater vil blive gennemgået. Interesserede kan lytte med ved at ringe på tlf. +45 8071 8097 (eller +1 (866) 966 1396 fra USA) mindst 10 minutter før telekonferencens start for at sikre forbindelse og oplyse følgende kode: 2982249. Præsentationen kan downloades fra https://investors.torm.com/.

KONTAKT TORM plc
Jacob Meldgaard, Executive Director, tlf.: +45 3917 9200 Birchin Court, 20 Birchin Lane
Christian Søgaard-Christensen, CFO, tlf.: +45 3917 9285London EC3V 9DU, Storbritannien
Morten Agdrup, IR, tlf. +45 3917 9249Tlf.: +44 203 713 4560
 www.torm.com

 

OM TORM 

TORM er en af verdens førende transportører af raffinerede olieprodukter. Rederiet driver en samlet flåde på ca. 80 moderne skibe med høje krav til sikkerhed, miljøansvar og kundeservice. TORM blev grundlagt i 1889. Selskabet har aktiviteter i hele verden. TORM er børsnoteret på NASDAQ Copenhagen og på NASDAQ New York (symbol: TRMD A og TRMD). For yderligere oplysninger, se venligst www.torm.com.

SAFE HARBOR FREMADRETTEDE UDSAGN
Emner behandlet i denne meddelelse kan indeholde fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn i denne pressemeddelelse afspejler vores nuværende syn på fremtidige begivenheder og finansiel præstationsevne og kan omfatte udtalelser vedrørende planer, mål, strategier, fremtidige begivenheder eller præstationsevne og underliggende forudsætninger og andre udsagn end udsagn om historiske fakta. Ord og vendinger som "mener", "forventer", "har til hensigt", "skønner", "forudser", "planlægger", "mulig", "kan", "kunne", "afventer" og lignende angiver generelt, at der er tale om fremadrettede udsagn.

De fremadrettede udsagn i denne meddelelse er baseret på en række forudsætninger, hvoraf mange igen er baseret på yderligere forudsætninger, herunder, men ikke begrænset til, ledelsens behandling af historiske driftsdata, data indeholdt i vores databaser, samt data fra tredjeparter. Selv om Selskabet mener, at disse forudsætninger var rimelige, da de blev udformet, kan Selskabet ikke garantere, at det vil opnå disse forventninger, idet forudsætningerne er genstand for væsentlige usikkerhedsmomenter, der er umulige at forudsige og er uden for vores kontrol.

Vigtige faktorer, der efter vores mening kan medføre, at resultaterne afviger væsentligt fra dem, der er omtalt i de fremadrettede udsagn, omfatter verdensøkonomiens og enkeltvalutaers styrke, udsving i charterrater og skibsværdier, ændringer i efterspørgslen efter ”ton-mil” på olie fragtet med olietankere, effekten af ændringer i OPECs produktionsniveau og det globale forbrug og oplagring af olie, ændringer i efterspørgslen, der kan påvirke timecharterers holdning til planlagt og ikke-planlagt dokning, ændringer i TORMs driftsomkostninger, herunder bunkerpriser, doknings- og forsikringsomkostninger, ændringer i reguleringen af skibsdriften, herunder krav om dobbeltskrogede tankskibe eller handlinger foretaget af regulerende myndigheder, muligt ansvar fra verserende eller fremtidige søgsmål, generelle politiske forhold, såvel nationalt som internationalt, potentielle trafik- og driftsforstyrrelser i shippingruter grundet ulykker, politiske begivenheder eller terrorhandlinger.

I lyset af disse risici og usikkerheder, bør man ikke lægge for stor vægt på de fremadrettede udsagn i denne meddelelse, fordi de er udsagn om begivenheder, som ikke med sikkerhed vides at forekomme, som beskrevet eller overhovedet. Disse fremadrettede udsagn er ikke garantier for vores fremtidige indtjening, og vores resultater og fremtidige udvikling kan variere væsentligt fra forventningerne i de fremadrettede udsagn.

Selskabet påtager sig ingen forpligtelse til at offentliggøre eventuelle ændringer til disse fremadrettede udsagn, som afspejler begivenheder eller omstændigheder efter datoen for offentliggørelsen, eller at afspejle forekomsten af uventede begivenheder, undtaget i det omfang det kræves af gældende lov eller bestemmelse.

Vedhæftede filer


02-2019 - TORM Arsrapport 2018 - DK.pdf
TORM Annual Report 2018.pdf