Danish English
Offentliggjort: 2018-09-19 08:31:00 CEST
Danske Bank A/S
Intern viden

Danske Banks administrerende direktør fratræder sin stilling

Selskabsmeddelelse

Meddelelse nr. 55/2018

   

Holmens Kanal 2-12
1092 København K





 

19. september 2018


Danske Banks administrerende direktør fratræder sin stilling

Administrerende direktør Thomas F. Borgen har i dag meddelt bestyrelsen, at han ønsker at fratræde sin stilling i Danske Bank. Meddelelsen kommer i forlængelse af, at Danske Bank i dag fremlægger konklusioner på undersøgelserne af forholdene i Estland.

”Det er åbenlyst, at Danske Bank ikke har levet op til sit ansvar i sagen om mulig hvidvask i Estland. Det beklager jeg dybt. Selvom den eksterne advokatundersøgelse konkluderer, at jeg har levet op til mine juridiske forpligtelser, mener jeg, det rigtige for alle parter er, at jeg fratræder. Som administrerende direktør har jeg det ledelsesmæssige ansvar for det, der foregår i banken, og det tager jeg naturligvis på mig. Det har gennem et stykke tid været klart for mig, at det vil være det rigtige, men når jeg ikke har truffet beslutningen tidligere, er det fordi jeg har følt et ansvar for at lede banken igennem denne krævende periode frem mod fremlæggelsen af undersøgelserne.

Det har været et stort privilegie at stå i spidsen for de mere end 20.000 medarbejdere, der hver dag arbejder hårdt for at give vores kunder markedets bedste rådgivning og service, og jeg kommer til at savne dem alle. Banken har naturligvis et stort arbejde foran sig på bagkant af denne sag, men står grundlæggende stærkt og er godt rustet til fremtiden”, siger Thomas F. Borgen.

Bestyrelsesformand Ole Andersen, siger.
”Det er med beklagelse, at vi skal sige farvel til Thomas Borgen. Vi har naturligvis løbende drøftet situationen, og jeg deler hans vurdering og respekterer hans beslutning, som jeg er enig i, er den rigtige. Thomas Borgen har ydet en stor indsats for banken gennem mange år - ikke mindst de seneste fem år, hvor han som administrerende direktør har været drivkraften bag den transformation og fremgang, som banken har oplevet. Danske Bank står generelt i en helt anden og stærkere position i dag end da han blev udnævnt”.   

Thomas F. Borgen fortsætter i stillingen som administrerende direktør, indtil en ny direktør er udnævnt.

Med venlig hilsen
Danske Bank

Kontaktperson: Pressechef Kenni Leth, telefon 45 14 14 00


Vedhæftet fil


Selskabsmeddelelse nr 55 2018.pdf