Danish
Offentliggjort: 2017-05-04 10:19:30 CEST
Aalborg Boldspilklub A/S
Intern viden

AaB A/S i forhandlinger om salg af Joakim Mæhle

NASDAQ OMX Copenhagen A/S  
Børsmeddelelse nr. 2017/15  
Aalborg 4. maj 2017    


I overensstemmelse med gældende EU-regler for børsnoterede selskaber, herunder Markedsmisbrugsforordningen, skal Aalborg Boldspilklub A/S hermed informere om, at der forhandles med en udenlandsk klub om salg af spilleren Joakim Mæhle, der som 12-årig skiftede til AaB fra samarbejdsklubben Østervrå I.F.  

Der udestår på nuværende tidspunkt stadig afklaring af flere forhold, både klubberne imellem og med spilleren samt formalisering af aftalerne, men det er AaB’s vurdering, at det med rimelighed kan forventes, at der opnås en aftale.  

Den 19-årige U/20-landsholdsspiller Joakim Mæhle har kontrakt med AaB indtil 30. juni 2020.  

Såfremt en endelig aftale opnås vil det betyde at AaB opjusterer forventningerne til årets resultat fra et overskud før skat i niveauet 15 mio. kr. til et overskud før skat i niveauet 25 mio. kr. Heri er indregnet investeringer i spillertruppen i det kommende transfervindue i sommeren 2017 og yderligere strategiske investeringer i den kommercielle udvikling af klubben. I de økonomiske forventninger er der ikke indregnet yderligere transferindtægter.  

Yderligere informationer vil tilgå Fondsbørsen, når der enten er opnået en aftale eller ej.  

AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag.  

AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.    


Venlig hilsen
Aalborg Boldspilklub A/S
Stephan Schors
Administrerende direktør  


Brsmeddelelse nr. 2017-15 - AaB i forhandlinger om salg af Joakim Mhle - 4. 5. 2017.pdf