Offentliggjort: 2017-03-20 09:26:46 CET
Aktieselskabet Schouw & Co.
Indkaldelse til generalforsamling

Indkaldelse til ordinær generalforsamling i Aktieselskabet Schouw & Co.

Bestyrelsen indkalder herved til ordinær generalforsamling torsdag den 20. april 2017 kl. 11:30  i Hermans (Tivoli Friheden), Skovbrynet 5, DK-8000 Aarhus C.    


Dagsorden:  

  1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne regnskabsår
     
  2. Fremlæggelse og godkendelse af den reviderede årsrapport samt meddelelse af decharge for bestyrelse og direktion
     
  3. Beslutning om anvendelse af overskud i henhold til den godkendte årsrapport
     
  4. Eventuelle forslag fra bestyrelsen eller aktionærer

    Der er ikke indkommet forslag fra bestyrelsen eller aktionærer.
     
  5. Valg til bestyrelsen

    Af bestyrelsens medlemmer er Jørgen Wisborg på valg, og bestyrelsen foreslår genvalg af Jørgen Wisborg. Bestyrelsen indstiller endvidere Hans Martin Smith til nyvalg til bestyrelsen, som derved foreslås sammensat af 7 medlemmer.

    Jørgen Wisborg er født i 1962, cand. merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus og LEAP – Leadership Programme fra In-sead i Frankrig. Adm. direktør i OK a.m.b.a. Særlige kompetencer inden for ledelse og afsætning samt inden for strategi, forretningsudvikling, regnskab, økonomi og finans. Næstformand i selskabets bestyrelse og formand for selskabets revisionsudvalg. Indtrådt i bestyrelsen i 2009 og betragtes som uafhængig.

    Jørgen Wisborg er formand for bestyrelsen i Danoil Exploration A/S, Energidata A/S, Kamstrup A/S, OK Plus A/S, OK Plus Butiksdrift A/S og Samfinans A/S; næstformand for bestyrelsen i Energi- og olieforum; bestyrelsesmedlem i AP Pension Livsforsikringsaktieselskab, AP Pensionsservice A/S og Foreningen AP Pension F.M.B.A.; samt direktør i OK a.m.b.a. og Rotensia ApS.

    Hans Martin Smith er født i 1979, cand. oecon. fra Aarhus Universitet og Senior Vice President, Group Treasury and Investor Relations i Vestas Wind Systems A/S. Særlige kompetencer inden for finans, forretningsudvikling, strategi, M&A, kapitalmarkeder og Investor Relations. Betragtes som uafhængig.

    Hans Martin Smith er endvidere bestyrelsesmedlem i Wind Power Invest A/S.
     
  6. Valg af revisor

    Bestyrelsen foreslår genvalg af Ernst & Young Godkendt Revisionspartnerselskab.
     
  7. Eventuelt         

--o0o—    


Aktiekapitalens størrelse og aktionærernes stemmeret 
Selskabets aktiekapital på nominelt DKK 255.000.000 er fordelt på 25.500.000 aktier a DKK 10. Hvert aktiebeløb på DKK 10 giver én stemme.       

Til vedtagelse af alle dagsordenens forslag kræves simpelt stemmeflertal.  

Registreringsdatoen er torsdag den 13. april 2017 og aktionærer, der besidder aktier i selskabet på registreringsdatoen, har ret til at deltage i og stemme på generalforsamlingen. De aktier, aktionæren besidder, opgøres på registreringsdatoen på baggrund af notering af aktionærens aktier i ejerbogen samt meddelelser om ejerforhold, som selskabet har modtaget med henblik på indførsel i ejerbogen. Deltagelse er endvidere betinget af, at aktionæren rettidigt har løst adgangskort som beskrevet nedenfor.  

Adgangskort 
Aktionærer, der ønsker at deltage i generalforsamlingen, skal anmode om adgangskort senest onsdag den 12. april 2017. Adgangskort kan rekvireres ved returnering af den til aktionærerne udsendte tilmeldingsblanket til Computershare A/S, Kongevejen 418, DK-2840 Holte, eller ved henvendelse til Computershare A/S på fax 45 46 09 98 eller e-mail til gf@computershare.dk. Adgangskort kan yderligere rekvireres via Aktieselskabet Schouw & Co.’s hjemmeside, www.schouw.dk/gf, ved brug af NemID eller tilmeldingsblankettens brugernavn og adgangskode. Gives fuldmagt til andre end bestyrelsen, skal fuldmægtigen rekvirere adgangskort på samme vilkår som en aktionær.

Fuldmagt og brevstemme
Aktionærer kan afgive fuldmagt eller brevstemme. Fuldmagten eller brevstemmen kan afgives skriftligt ved returnering af den til aktionærerne udsendte fuldmagts-/brevstemmeblanket i underskrevet stand til Computershare A/S, Kongevejen 418, DK-2840 Holte, alternativt på fax 45 46 09 98 eller e-mail til gf@computershare.dk, og kan endvidere afgives elektronisk via Aktieselskabet Schouw & Co.’s hjemmeside, www.schouw.dk/gf, ved brug af NemID eller tilmeldings-blankettens brugernavn og adgangskode. En afgivet brevstemme kan ikke tilbagekaldes.

Fuldmagter skal være Computershare A/S i hænde senest onsdag den 12. april 2017.

Brevstemmer skal være Computershare A/S i hænde senest onsdag den 19. april 2017 kl. 16:00.

Yderligere oplysninger
På selskabets hjemmeside, www.schouw.dk/gf, findes yderligere oplysninger om generalforsamlingen, herunder års-rapporten for 2016, indkaldelsen med dagsorden, de fuldstændige forslag, oplysninger om de opstillede kandidaters baggrund og hverv, det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen samt link til aktionærportalen til brug for tilmelding henholdsvis afgivelse af fuldmagt og brevstemme.

Spørgsmål fra aktionærerne
Aktionærer kan stille spørgsmål til dagsordenen eller til dokumenter m.v. til brug for generalforsamlingen ved skriftlig henvendelse til Aktieselskabet Schouw & Co., Chr. Filtenborgs Plads 1, DK-8000 Aarhus C eller på e-mail: schouw@schouw.dk.


Aarhus, den 20. marts 2017  

Aktieselskabet Schouw & Co.    

Jørn Ankær Thomsen, Bestyrelsesformand
Jens Bjerg Sørensen, Adm. direktør


Eventuelle spørgsmål bedes rettet til adm. direktør Jens Bjerg Sørensen på telefon +45 86 11 22 22.


2017-03-20 FBM 03-2017 Indkaldelse generalforsamling DAN.pdf