Danish English
Offentliggjort: 2016-08-10 14:19:17 CEST
Københavns Lufthavne A/S
Halvårsrapport

Delårsrapport for Københavns Lufthavne A/S (CPH) for perioden 1. januar til 30. juni 2016

Fondsbørsmeddelelse 2016

København, den 10. august 2016

   

DELÅRSRAPPORT FOR KØBENHAVNS LUFTHAVNE A/S (CPH) FOR PERIODEN 1. JANUAR – 30. JUNI 2016 

Bestyrelsen har i dag godkendt delårsrapporten for perioden 1. januar – 30. juni 2016.

   

Resume for første halvår af 2016

I første halvår af 2016 oplevede Københavns Lufthavne A/S (CPH) gode resultater. Omsætningen steg 10,1%, hvilket er på samme niveau som passagervæksten, bl.a. som følge af at taksterne har en real flad udvikling. Resultat før skat steg 20,0% til DKK 123,8 mio. på grund af en kombination af passagervækst og fortsat fokus på effektivitet, hvilket reducerede omkostningerne pr. passager med 3,9% sammenlignet med første halvår 2015, trods en massiv investering i securityområdet. På baggrund af den stærke vækst forventer CPH at opnå et resultat for året, som er over den udmeldte forventning af 12. maj 2016. CPH opjusterer derfor sine forventninger til resultat før skat.

I første halvår af 2016 rejste 13.704.859 passagerer igennem Københavns Lufthavn. Det er en stigning på 1.359.030 passagerer svarende til 11,0% sammenlignet med første halvår af 2015, hvor 12.345.829 passagerer rejste gennem lufthavnen. Lokalt afgående passagerer steg 12,2%, transferpassagerer steg 7,9%. Langdistancetrafikken uden for Europa steg 11,2% og den europæiske trafik steg 11,3 % og indenrigstrafikken voksede ligeledes solidt med 7,0%.

Den høje vækst i antallet af rejsende i første halvår af 2016 kan i høj grad tilskrives nye flyselskaber og nye ruter, der er med til at bringe flere turister og forretningsrejsende til Danmark. En analyse fra CPH har vist, at antallet af turister, der rejser til København, steg med 27,2% i første kvartal 2016. De mange nye passagerer og ruter har skabt vækst i Danmark for ca. DKK 1,7 mia. det seneste halve år. Det viser en rapport fra 2016 af DAMVAD Analytics.

Fortsat højt investeringsniveau

Væksten og værdiskabelsen betyder, at CPH har fortsat et meget højt investeringsniveau, hvilket udgjorde DKK 372,2 mio. i første halvår af 2016. Det skyldes især igangsættelsen af en udvidelse af den centrale sikkerhedskontrol (CSC), hvor CPH investerer mere end DKK 250 mio.

Effektivisering trods øgede sikkerhedskrav

CPH har fortsat et stærkt fokus på effektiviseringer, på trods af at den øgede trafik og fortsat øget regulering har medført væsentligt stigende personaleomkostninger til security.

Det uafhængige selskab af forskere og eksperter i lufthavnsdrift, Air Transport Research Society (ATRS), kårede i juni 2016 Københavns Lufthavn til Europas mest effektive lufthavn. Produktivitet, omkostninger, kvalitet og effektivitet i mere end 200 lufthavne over hele verden bliver vurderet, og for 11. gang på 13 år hjemtog Københavns Lufthavn titlen som "Europas mest effektive lufthavn".

Interim udbytte

På baggrund af halvårsresultatet er der taget beslutning om udlodning af et interim udbytte på i alt DKK 565 mio. svarende til DKK 72,00 pr. aktie.    

Highlights af resultaterne

  • Passagertallet i Københavns Lufthavn steg 11,0% i det første halvår af 2016. Antallet af lokaltafgående passagerer steg 12,2%, og transferpassagerer steg 7,9%.
  • Omsætningen steg 10,1% til DKK 2.108,6 mio. (2015: DKK 1.915,3 mio.), hvilket primært er drevet af stigningen i passagervækst i lokalt afgående internationale passagerer på 11,5% samt øget omsætning fra parkeringsproduktet.
  • EBITDA, korrigeret for særlige forhold, steg 13,1% til DKK 1.175,1 mio. (2015: DKK 1.039,2 mio.). Det rapporterede EBITDA steg 13,0% til DKK 1.167,9 mio. (2015: DKK 1.033,7 mio.).
  • EBIT, korrigeret for særlige forhold, steg 16,3% til DKK 838,5 mio. (2015: DKK 720,9 mio.). Rapporteret EBIT steg 16,2% til DKK 831,3 mio. (2015: DKK 715,4 mio.).
  • Nettofinansieringsomkostningerne er faldet DKK 7,9 mio. sammenlignet med 2015.
  • Resultat før skat, korrigeret for særlige forhold, steg 20,1% til DKK 750,3 mio. (2015: DKK 624,8 mio.). Det rapporterede resultat før skat steg 20,0% til DKK 743,1 mio. (2015: DKK 619,3 mio.).
  • Anlægsinvesteringer udgjorde DKK 372,2 mio. i det første halvår af 2016 (2015: DKK 450,5 mio.). Årets første halvår har været præget af udvidelsen af kapaciteten i den centrale sikkerhedskontrol, renovering af forpladsområdet på den vestlige landside, udvikling af widebody-busfaciliteterne, renovering af standpladser samt diverse forbedrende vedligeholdelse.

 

  • Udbyttet på i alt DKK 565,0 mio. er til disposition den 15. august 2016. Udbyttekørslen foretages i Værdipapircentralen den 12. august 2016 på grundlag af de beholdninger, der er registreret på VP-konti ved dagens slutning. Således vil køb med afvikling til og med den 12. august 2016 give ret til udbytte, medens salg med afvikling til og med den 12. august 2016 vil miste retten til udbytte af de solgte aktier. Det betyder, at handler til og med den 10. august 2016 afvikles inklusiv udbytte, og handler foretaget fra og med 11. august 2016 afvikles eksklusiv udbytte ved normal 2-dages valør.

Justering af CPH politik for selskabsmeddelelser

Med virkning fra i dag, vil CPH ophøre med offentliggørelse af månedlig trafikstatistik som en selskabsmeddelelse. Trafikstatistikker vil i stedet være en del af CPH delårs- og årsrapport, og kan offentliggøres som pressemeddelelser.    

Forventninger til 2016

På baggrund af den stærke vækst forventer CPH at opnå et resultat for året, som er over den udmeldte forventning af 12. maj 2016. CPH opjusterer derfor sine forventninger til resultat før skat i forhold til udmeldingen af 12. maj 2016.

Forventninger til resultat før skat

På baggrund af det forventede trafikprogram for 2016 forventes en vækst i det samlede antal passagerer og omsætning. 

Udviklingen i antallet af passagerer er en dynamisk faktor, som kan påvirkes både positivt og negativt af den generelle økonomiske udvikling, rute- og kapacitetsbeslutninger hos flyselskaberne samt enkelthændelser inden for luftfarten. 

Driftsomkostningerne forventes at være højere end i 2015, primært på grund af den forventede passagervækst, øgede krav på sikkerhedsområdet samt omkostningsinflation. Dette modsvares delvist af et fortsat fokus på effektivisering af driftsomkostningerne.

Afskrivninger og finansieringsomkostninger forventes samlet set at være på niveau med 2015, primært som følge af et fortsat højt investeringsniveau, delvist modsvaret af lavere låneomkostninger.

Resultat før skat i 2016 forventes nu at ligge i et interval mellem DKK 1.550 mio. og DKK 1.650 mio., når der tages højde for særlige forhold. Dette skal ses i forhold til den tidligere udmeldte forventning på et resultat før skat mellem DKK 1.450 og DKK 1.550 mio. Driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) forventes at være højere i 2016 end i 2015, når der tages højde for særlige forhold.

Forventning til investeringer i anlægsaktiver

CPH forventer at fortsætte med at investere i væksten til gavn for passagerer og flyselskaber. I lighed med de seneste år forventer CPH fortsat at investere på et højt niveau i 2016. Planlagte investeringer omfatter bl.a. to yderligere spor ved den centrale sikkerhedskontrol, udvidelse af paskontrollen i Finger C med selvbetjening af paskontrol for EU-borgere, Finger C-busporte, opgradering af bagageudleveringen og en omplacering af passagerafsætningsområdet i P4. Dertil kommer andre ikke-aeronautiske investeringer til gavn for flyselskaber og passagerer.


 

 

 

 

 

Postboks 74
Lufthavnsboulevarden 6
2770 Kastrup
 
Kontaktperson:
Lars Jønstrup Dollerup
Økonomidirektør

Tlf.:  3231 3231
Fax: 3231 3132
E-mail: cphweb@cph.dk
www.cph.dk

CVR-nr. 14 70 72 04
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Q2 2016 Fondsbrsmeddelse.pdf