Danish English
Offentliggjort: 2016-06-02 08:44:22 CEST
BoConcept Holding
Købstilbud

Layout Bidco A/S vil fremsætte et frivilligt offentligt købstilbud til alle aktionærerne i BoConcept Holding A/S

BoConcept Holding A/S (”BoConcept” eller ”Selskabet”) har i dag modtaget meddelelse fra Layout Bidco A/S om, at Layout Bidco A/S har besluttet at fremsætte et frivilligt, betinget offentligt købstilbud til aktionærerne i BoConcept om køb af samtlige B-aktier i Selskabet for 500 kr. kontant pr. B-aktie og samtlige unoterede A-aktier i Selskabet for 615 kr. kontant pr. A-aktie. Layout Bidco A/S er tilknyttet 3i Group plc og visse investeringsenheder forvaltet af 3i. Meddelelsen om Layout Bidco A/S’ beslutning om at fremsætte købstilbuddet er vedhæftet og offentliggøres hermed i medfør af § 4, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 562 af 2. juni 2014 om overtagelsestilbud.

Layout Bidco A/S vil offentliggøre et tilbudsdokument, så snart det er godkendt af Finanstilsynet, og inden for 4 uger fra i dag. 

Layout Bidco A/S´ meddelelse er resultatet af en struktureret proces, som blev igangsat, efter at Selskabets kontrollerende aktionær, Viggo Mølholm, primo andet halvår 2015 rettede henvendelse til bestyrelsen og tilkendegav sin intention om at ville afhænde sin kontrollerende aktiepost i Selskabet. På baggrund af denne tilkendegivelse engagerede bestyrelsen en finansiel rådgiver, der har arbejdet på at identificere potentielle købere, der var interesserede i at fremsætte et bud på samtlige aktier i Selskabet. Bestyrelsen har herefter ført drøftelser med flere potentielle købere, og disse drøftelser har ført til, at Layout Bidco A/S har besluttet at fremsætte af et frivilligt, betinget offentligt købstilbud.

Aktionærerne Viggo Mølholm og hans famlie, holdingselskabet BoConcept Invest A/S ejet af Viggo Mølholm og hans familie, SmallCap Danmark A/S, Kirk & Thorsen Invest A/S, et antal andre aktionærer samt medlemmer af Selskabets direktion og bestyrelse har afgivet forhåndstilsagn om at ville acceptere købstilbuddet for samtlige deres aktier i Selskabet. Layout

Bidco A/S har på tidspunktet for offentliggørelse af denne meddelelse opnået forhåndstilsagn svarende til 67,5% af den samlede kapital og 81,5% af stemmerettighederne i Selskabet (eksklusive egne aktier).

Bestyrelsen for BoConcept forventer at anbefale aktionærerne i BoConcept at acceptere tilbuddet.

         Henvendelse vedrørende denne meddelelse kan rettes til:
         Bestyrelsesformand Peter Thorsen, på pt@kirkthorsen.dk eller tlf.: +45 40 70 06 76.


FB 020616_4_dk.pdf