Offentliggjort: 2016-04-26 08:00:05 CEST
Bang & Olufsen A/S
Ændring ledelse/revision

Henrik Clausen erstatter Tue Mantoni som CEO for Bang & Olufsen A/S

Struer, 2016-04-26 08:00 CEST -- Selskabsmeddelelse nr. 15.17

Bang & Olufsen har udpeget Henrik Clausen som ny CEO med virkning fra 1. juli 2016. Henrik Clausen erstatter Tue Mantoni, som for nogen tid siden indledte dialog med bestyrelsen om sit fremtidige engagement som CEO, når en række væsentlige projekter var gennemført.

Henrik Clausen (52) kommer fra Telenor-koncernen, hvor han var CEO for den danske virksomhed fra 2005-10 og CEO for det børsnoterede Malaysian DiGi fra 2010-14. Siden 2014 har Henrik været executive vice president for strategi og digital i Telenor globalt og rådgiver for koncernens CEO. Henrik har boet i Asien de seneste 6 år og flytter til Danmark, når han tiltræder hos Bang & Olufsen 1. juli. Henrik er uddannet Civil Ingeniør og har ligeledes en MBA fra INSEAD.

Tue Mantoni, som tiltrådte som CEO i marts 2011, træder tilbage, når Henrik Clausen tager over og vil stå til rådighed i en overgangsperiode.

Bestyrelsesformand Ole Andersen: “Vi ser frem til at byde Henrik Clausen velkommen. Jeg er sikker på, at han har den internationale ledererfaring, som kræves for at tage Bang & Olufsen skridtet videre. Jeg takker Tue Mantoni for hans bidrag til Bang & Olufsen. Tue indledte for nogen tid siden dialog med bestyrelsen om sit fremtidige engagement. Efter at have gennemført en række væsentlige projekter træder Tue nu tilbage som CEO.”  

Henrik Clausen: “Bang & Olufsen er et ikonisk brand med state-of-the-art kvalitetsprodukter og en helt unik arv. Jeg ser meget frem til at tiltræde i organisationen og samarbejde med teamet om at udnytte det globale potentiale yderligere.” 

Tue Mantoni: “Bang & Olufsen er et fantastisk selskab, og jeg tror meget på dets fremtid. Jeg har ingen planer om at fortsætte mit liv som topchef på nuværende tidspunkt. Mine fremtidsplaner omfatter et stort ønske om øget fleksibilitet, som vil give mig mulighed for at vie mere tid til en række spændende opstartsprojekter samt en håndfuld bestyrelseshverv i Danmark og i udlandet.”

  

Ole Andersen

Bestyrelsesformand

 

 

For yderligere information, kontakt:

Investorer:       Claus Højmark Jensen,          tel. +45 9684 1251  

Presse:            Jan Helleskov,                       tel. +45 5164 5375

 

 


BO_1517_DK_vF.pdf