Offentliggjort: 2016-03-04 07:15:00 CET
Aktieselskabet Schouw & Co.
Årsrapport

Årsrapport for 2015

Bedste drift i Schouw & Co.'s historie

2015 hører til blandt de absolut bedste år i Schouw & Co.’s snart 140-årige historie, idet både omsætning og indtjening i alle virksomhederne i Schouw & Co.’s portefølje er forbedret i forhold til 2014, og koncernen har leveret den højeste indtjening fra driften nogen sinde.   

Koncernens virksomheder øgede omsætningen fra 11.784 mio. kr. i 2014 til 12.566 mio. kr. i 2015.  Den øgede omsætning på 7% hidrører fra flere modsatrettede forhold, herunder ændrede råvarepriser, valutakurser og afsatte mængder, men alle de konsoliderede virksomheder har haft omsætningsfremgang.  

Årets resultat af primær drift (EBIT) steg fra 708 mio. kr. i 2014 til 831 mio. kr. i 2015. Den driftsmæssige fremgang på 17% hidrører først og fremmest fra Fibertex Personal Care, men også BioMar, Fibertex Nonwovens og Hydra-Grene har bidraget til fremgangen. Den associerede virksomhed Kramp og Xergi, der indregnes som et joint venture, realiserede også begge den forventede fremgang i resultat.   

Hovedpunkter

Realiseret i 2015:

  • Omsætningen øget til 12,6 mia. kr. (2014: 11,8). 
  • EBIT steg til 831 mio. kr. (2014: 708), hvilket var markant bedre end forventet i løbet af året.
  • Pengestrøm fra drift øget med over 500 mio. kr. til 1.171 mio. kr. primært grundet lavere binding i arbejdskapital. Frit cash flow på 602 mio. kr.
  • Alle virksomheder i porteføljen realiserede højere omsætning og højere EBIT end i 2014.
  • Den netto rentebærende gæld var et indestående på 511 mio. kr.
  • Højt aktivitetsniveau i virksomhederne: BioMar etablerede joint venture i Kina, Fibertex Personal Care besluttede investering i print i Malaysia, Fibertex Nonwovens købte virksomhed i Tyrkiet og Hydra-Grene indgik aftale om køb af den noget større svenske hydraulikvirksomhed Specma.
  • Afkastet af den investerede kapital (ROIC) steg for sjette år i træk og blev 18,3% ekskl. goodwill og 15,1% inkl. goodwill.

Forventninger til 2016:

  • Der er uændret hård konkurrence, men indtjeningen forventes fortsat på et attraktivt niveau.
  • Købet af GPV forventes endeligt gennemført, og porteføljen udvides med første nye ben i 10 år.
  • Forventningen i 2016 er en omsætning i størrelsesordenen 14,2 mia. kr. (2015: 12,6) og et EBIT i intervallet 760-850 mio. kr. (2015: 831). Hertil kommer effekt fra købet af GPV.
  • Resultatandelen fra associerede virksomheder m.v. forventes at blive 75-85 mio. kr. efter skat.
  • Udbyttet for 2015 foreslås øget med 25% til 10 kr. pr. aktie.     

BioMar:

  • De afsatte mængder faldt i forhold til 2014, men omsætningen steg 6% primært grundet højere åvarepriser og valutakurser. EBIT steg til 447 mio. kr. (2014: 434) hovedsageligt som følge af ændrede valutakurser, god omkostningskontrol og margin management i alle regioner. Markedsforholdene er udfordrende, og EBIT forventes i 2016 at blive lidt lavere end i 2015.  

Fibertex Personal Care:

  • Omsætningen blev marginalt højere end i 2014, men EBIT steg med 47% til 253 mio. kr. (2014: 171) som følge af god effektivitet samt gunstige råvarepriser og valutakurser. EBIT forventes i 2016 på et lavere niveau end i 2015.  

Fibertex Nonwovens:

  • Omsætningsvækst på 17% og EBIT blev øget med 23% til 76 mio. kr. i 2015. Der forventes fortsat fremgang i 2016, hvor fokus bliver på konsolidering af de foretagne investeringer.  

Hydra-Grene:

  • Omsætningen steg til 603 mio. kr., (2014: 566) og EBIT steg med 30% til 78 mio. kr. efter høj aktivitet i vindmøllesegmentet. Købet af Specma hæver omsætning og EBIT i 2016, men markedsforventningerne er afdæmpede.  

Kramp (20% ejet):

  • Omsætningen steg 5% til 5.126 mio. kr. og EBIT steg 17% til 474 mio. kr. På trods af udfordrende tider i landbruget forventes vækst i omsætning men uændret EBIT i 2016.  

Adm. direktør i Schouw & Co. Jens Bjerg Sørensen udtaler:   

”De meget solide resultater bygger på det fundament, vi har etableret over de seneste år. Vi fokuserer løbende på at fremtidssikre vores virksomheder gennem prioritering af udvikling, innovation og langsigtede investering.   

Det er gennemgående for alle vores virksomheder, at der, på trods af en travl hverdag med et højt aktivitetsniveau og udfordrende markedsvilkår, overalt er vilje og lyst til at tænke visionært, nyt og langsigtet. Det er en kultur, vi værdsætter højt i Schouw & Co.   

De seneste måneder i Schouw & Co. har været præget af høj aktivitet på opkøbsfronten, og er vi meget tilfredse med købene af Specma og GPV.  

De foregående år har vi investeret kraftigt i at gøre vores virksomheder både større og stærkere. Tiden er kommet til at flytte vægten, så vi nu vil prioritere stærkere virksomheder højere end større virksomheder.  

Vi har kapacitet til vækst, og vi har vist vilje til at investere i at gøre vores virksomheder stærkere. Schouw & Co. står i en fortsat attraktiv position til langsigtet værdiskabende udvikling. Der vil altid være hård konkurrence på de markeder, hvor vores virksomheder opererer, men vi står godt rustet til at imødekomme en foranderlig fremtid. De nye aktiviteter, vi har erhvervet i løbet af 2015, vil give os et løft, og fremtiden tegner således ganske lys.”  

Telefonkonference  

Schouw & Co. afholder telefonkonference for analytikere, medier m.fl. fredag den 4. marts 2016 kl. 09.00  Deltagere i telefonkonferencen bedes benytte telefon +45 8025 0187 og deltagerkode 53583916#. En ledsagende præsentation findes på www.schouw.dk. 


Aktionærmagasin 2015.pdf
Årsrapport 2015.pdf
2016-03-04 Schouw-CoverLetter-2015-DAN.pdf