Danish English
Offentliggjort: 2015-04-21 09:58:06 CEST
Auriga Industries A/S
Selskabsmeddelelse

Aurigas frasalg af Cheminova til FMC Corporation er nu gennemført

Auriga Industries A/S, Harboøre, Danmark, 2015-04-21 09:58 CEST --  

 

Selskabsmeddelelse nr. 5/2015

21. april 2015

 

Aurigas frasalg af Cheminova til FMC Corporation er nu gennemført


I dag har Auriga Industries A/S solgt det helejede datterselskab Cheminova A/S til FMC Corporation mod betaling af en kontant købesum på DKK 8.516.338.229.
 

Mandag den 8. september 2014 indgik Auriga Industries A/S (”Auriga”) en betinget aftale med FMC Corporation (”FMC”) om salg af Aurigas helejede datterselskab, Cheminova A/S, CVR-nr. 12 76 00 43 (”Cheminova”). Der henvises til selskabsmed­­delelse nr. 12/2014.

Gennemførelsen af salget var underlagt sædvanlige betingelser, herunder godkendelse fra relevante konkurrencemyndigheder, samt godkendelse fra Aurigas aktionærer.

Den 7. oktober 2014 blev salget af Cheminova godkendt på en ekstraordinær generalforsamling med 99,88 % af de afgivne stemmer og 99,89 % af den repræsenterede aktiekapital. Der henvises til selskabsmeddelelse nr. 14/2014 af 7. oktober 2014.

Den 2. april 2015 havde alle relevante konkurrencemyndigheder godkendt transaktionen. Der henvises til selskabsmeddelelse nr. 3/2015 af 2. april 2015.

Idet alle closing-betingelser hermed er opfyldt, kan Auriga meddele, at salget af Cheminova til FMC dags dato er gennemført mod betaling af en købspris på DKK 8.516.338.229 kontant, hvilket svarer til den tidligere udmeldte købspris fratrukket omkostninger relateret til transaktionen, som efter aftalen skal afholdes af Auriga.
 

Udlodning af ekstraordinært udbytte
Som tidligere meddelt har bestyrelsen til hensigt at udlodde det overskydende kontant-provenu fra salget til Aurigas aktionærer hurtigst muligt efter closing. Auriga planlægger derfor at udlodde et samlet beløb på kr. 8.236.500.000 til Aurigas aktionærer, svarende til kr. 323 pr. aktie, som et ekstraordinært udbytte, hvilket er betinget af generalforsamlingens godkendelse den 30. april 2015.

Beløbet svarer til det forventede provenu fra salget med fradrag af transaktionsomkostninger, betaling af selskabets gæld samt omkostninger til afvikling af aktiviteter i selskabet. Et eventuelt restbeløb, der forventes at udgøre omkring kr. 2 pr. aktie, vil i givet fald blive udloddet på et senere tidspunkt.  

Udlodningens endelige størrelse kan blive ændret, for eksempel hvis et eller flere af forslagene under dagsordenens pkt. 9.2-9.4 i indkaldelsen til generalforsamling vedtages, eller der i øvrigt indtræder uventede begivenheder inden udlodningstidspunktet.

Bestyrelsen har siden september 2014, hvor salgsaftalen blev underskrevet, undersøgt mulighederne for udlodning af provenuet fra salget. På baggrund af tilbagemeldinger fra SKAT har bestyrelsen besluttet at udlodde provenuet som ekstraordinært udbytte med forventet udbetaling i løbet af juni 2015. Aktionærer, som måtte ønske at afstå deres aktier inden udbyttebetalingen, har således en periode på minimum fire uger efter Aurigas generalforsamling den 30. april til at gennemføre et eventuelt salg.

Med henblik på at gennemføre udlodningen har bestyrelsen fremsat forslag til generalforsamlingens godkendelse om bemyndigelse til at udlodde et ekstraordinært udbytte samt om kapitalnedsættelse med henblik på at overføre selskabskapital til frie reserver, der kan udloddes til aktionærerne. Der henvises til Aurigas indkaldelse til generalforsamling i selskabsmeddelelse nr. 4/2015 af 8. april 2015.
 

Ændring i bestyrelse og direktion
Som følge af frasalgets gennemførelse udtræder de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer Kapil Kumar Saini, Peder Munk Sørensen og Jørn Sand Tofting af Aurigas bestyrelse. Herefter består bestyrelsen i Auriga af bestyrelsesformand Jens Due Olsen, næstformand Torben Svejgård, Lars Hvidtfeldt, Jørgen Jensen, Karl Anker Jørgensen og Jutta af Rosenborg. På grund af Aurigas størrelse vælges ikke nye medarbejderrepræsentanter.

Ved samme lejlighed er administrerende direktør Jaime Gómez-Arnau udtrådt af Aurigas direktion, der nu udgøres af René Schneider, som er udnævnt administrerende direktør.

 

Besøg vores hjemmeside www.auriga.dk for yderligere information om Auriga.
 


AURIGA INDUSTRIES A/S

  

Jens Due Olsen                                                                                            Bestyrelsesformand                                                                        
Mobil: 40 82 88 04                                                                                  
 

René Schneider
Adm. direktør (CEO)
Mobil: 40 80 99 50
 

Lene Faurskov 
Manager, Investor Relations
Mobil: 41 64 05 04

  

 

 

 


Auriga-Closing meddelelse-DK.pdf