Danish English
Offentliggjort: 2011-06-21 16:22:30 CEST
Topdanmark A/S
Prospekter/prospekt medd.

Topdanmark Forsikring A/S udsteder 400 mio. kr. kapitalbeviser (ansvarlig låne­kapital)

21. juni 2011 

Som oplyst i delårsrapporten for 1. kvartal 2011 (selskabsmeddelelse nr. 15/2011) er det Topdanmark Forsikring A/S’ hensigt at udstede kapitalbeviser i 2. kvartal 2011.

Såfremt Finanstilsynet godkender, at Topdanmark Forsikring A/S anvender en intern model til opgørelse af forsikringsrisici under Solvens II, forventes kravet til størrelsen af Topdanmark Forsikring A/S’ solvenskapital at være 600-800 mio. kr. mindre, end hvis Finanstilsynet stiller krav om anvendelse af den såkaldte standardmodel.

Topdanmark forventer, at den interne model godkendes, men ønsker at sikre en til­strækkelig solvenskapital i god tid inden 2013, såfremt den interne model ikke skulle blive godkendt til tiden.

Det er fortsat Topdanmarks opfattelse, at en solvenskapital på 4,5 mia. kr. (før afsæt­telse af solvenskapital til vækst) vil være tilstrækkelig, såfremt den interne model bliver godkendt.

Som beredskab i forhold til den forventede implementering af Solvens II primo 2013 har Topdanmark Forsikring A/S besluttet at udstede kapitalbeviser for i alt 400 mio. kr. og har som følge heraf den 9. og den 21. juni offentliggjort de lovpligtige prospekter.

Topdanmark Forsikring A/S udsteder den 24. juni 2011 kapitalbeviser for samlet nomi­nelt 400 mio. kr. Udstedelsen for 350 mio. kr. blev tegnet fra 14. juni til 17. juni 2011 med betydelig efterspørgsel, hvilket medførte udstedelse af yderligere kapitalbeviser på 50 mio. kr. den 21. juni 2011.

Kapitalbeviserne udgør ansvarlig lånekapital og forrentes i perioden fra og med den 24. juni 2011 til den 24. juni 2016 med 6,633 % p.a. og i perioden fra og med den 24. juni 2016 til den 24. juni 2019 med en rente svarende til 3 måneders CIBOR + 5,25 % p.a.

Kapitalbeviserne forfalder til indfrielse til kurs 100 den 24. juni 2019. Topdanmark har ret til at førtidsindfri kapitalbeviserne til kurs 100 fra og med den 24. juni 2016 under forudsætning af Finanstilsynets forudgående godkendelse.

Det ansvarlige lån er arrangeret af Nykredit Bank A/S. Lånet vil blive optaget til notering på NASDAQ OMX Copenhagen A/S med første handelsdag den 24. juni 2011.

Der henvises til de vedhæftede prospekter, som er offentliggjort henholdsvis den 9. og den 21. juni 2011 via Topdanmarks og Finanstilsynets hjemmeside.

 

Eventuelle henvendelser:
Steffen Heegaard, Kommunikations- og IR-direktør
Direkte telefon: 44 74 40 17, Mobiltelefon: 40 25 35 24

Lars Thykier, Koncerndirektør
Direkte telefon: 44 74 37 14


Appendix prospekt 1 TDF juni 2011.pdf
Appendix prospekt 2 TDF juni 2011.pdf